Ja, du læste rigtigt. Der står fredag - og ikke mandag. Lige som mange har det med mandage, sådan har jeg det for tiden med fredage…
Oliver blev født en fredag og siden da, har vi målt, vejet og taget billede af ham. Jeg hygger mig med det - men alligevel er fredagene begyndt at blive en anelse sørgmodige. For hver fredag der går, bliver Oliver en uge ældre - og kommer længere og længere væk fra at være min lille baby. Nu er det fredag igen, Oliver fylder 8 uger og er allerede milevidt fra at være den lille, hjælpeløse baby, jeg fik i armene midt om natten d. 19. maj.
Nu pludrer han lystigt, kan løfte hovedet når han ligger på maven og charmerer os alle med hans grin og store smil.
Det er skønt!! Men også imponerende og skræmmende hvor hurtigt tiden går.
Første gang det virkelig gik op for os hvor hurtigt tiden går, var da vi kom hjem fra hospitalet med Oliver. Vi glædede os selvfølgelig til at vise ham til Victor, men da de stod der, begge drenge, gik det for alvor op for os, hvor stor en dreng Victor er blevet. Selvom der kun er 22 måneder imellem dem, er forskellen bare så stor.
Vi følte at Victor var en lille dreng da vi tog af sted til hospitalet torsdag aften og fredag eftermiddag var han blevet en stor dreng, en storebror, med alt det ansvar det indebærer.
Det er ikke til at forstå hvor meget der er sket på så kort tid. – og omvendt er det jo super dejligt at være velsignet med to lækre, sunde og raske børn, der vokser som de skal.
Og nu sidder vi igen med en lille baby, der bare vokser ud af armene på os; tiden flyver af sted og vi kan slet ikke følge med. Da Oliver samtidig (muligvis) er vores sidste barn, er det bare med at nyde hvert øjeblik. Stop tiden!
Heldigvis er det kun børnene, der vokser og bliver ældre… Lykken ved at få børn, er at forældre ikke bliver ældre, så snart de har fået deres første barn…