Familien Cornelius
Vi er Victor, Oliver, Malthe, Magnus, Lærke og Rasmus. I 2018 købte vi hus og flyttede til Gundsømagle (en lille by nord for Roskilde). "Gunneren" har det hele; by, indkøbsmuligheder, skoler/institutioner, diverse fritidsaktiviteter og dejlige naturområder - alt hvad man kan ønske sig som børnefamilie :-)
En kølig forårsdag i 2005 stiger Lærke ud af bussen, i den lille landsby Smørumovre. Hun står ved gadekæret og kigger rundt for at finde ham, hun skal mødes med. Hurtigt opdager hun, at hun ikke er alene ved gadekæret. En mægtig han-gås har fået øje på hende. Om hun lignede en stor madkurv eller om han ville prøve at imponere, vides ikke; Men den gase var ikke i tvivl om, at hun skulle have noget af en velkomst! Han spurtede op af vandet, direkte imod hende, flagrede med vingerne og rappede op, så ingen i Smørum var i tvivl om at han var dér.
Lige inden hun bliver angrebet, stopper gasen op og hun hører en stemme sige “Hej”. Det er Rasmus.
Rasmus er 18 år og komponerer musik. Vi havde skrevet sammen på nettet fordi han og hans ven manglede en sangerinde. Og for at gøre en lang historie kort, kom vi ikke til at lave musik sammen før i 2008, for da vi først havde lært hinanden at kende, var det ikke musikken der var i fokus, når vi var sammen :-)
Vi blev gift i 2011 på vores 6 års kæreste-dag i april. Det skete i haven hos Rasmus’ forældre, under deres store egetræ, foran vores nærmeste. Det var en helt speciel dag; vi har noget helt særligt sammen. Vi deler fælles drømme, værdsætter de samme værdier og forstår hinandens inderste tanker.
I 2015, 10 år efter vi mødtes første gang, kom Victor til verden. Knap 2 år efter, i 2017, fulgte lillebror Oliver trop og 2,5 år herefter, i 2020, kom Malthe til. Magnus fulgte trop i 2022, og NU var vores familie komplet <3
Vi har nok at se til, men med masser af kærlighed, kommer vi igennem livet.