top of page

Tillykke med ikke-fødselsdagen

Mit moderhjerte smelter!

I morges afleverede vi Victor i vuggestue med en stor kurv af boller og ostehaps:

Og nu har vuggestuen lagt billeder ud på intranettet, hvor de fejrer, at min lille baby (nu store dreng) bliver 2 år i morgen. Jeg tror man skal være mor, for at forstå det; men det smelter simpelthen mit hjerte, når andre (”fremmede/ikke-familie”) gider at gøre så meget ud af min søns fødselsdag - de har tilmed lavet en gave til ham! Hvor er det stort og dejligt, at andre også holder af ham!


Victor kom til verden d. 7/7-15 efter 5 dages igangsættelse (der givet vis ikke rigtig gik i gang). I de første dage af juli kan jeg derfor ikke lade være med at tænke tilbage på, at ”i dag for 2 år siden blev vi indlagt”, ”i dag gik vandet”, ”i dag skete dét og dét” - og i nat, kl. 01:01 kan jeg tænke tilbage på de to fantastiske år, som vores lille Victor har givet os. (Og han er allerede blevet storebror!)


Det er jo første ”rigtige” fødselsdag, hvor han forstår hvad der sker og synes det er sjovt med gaverne (og det flotte papir). Så den får fuld skrue på fødselsdagen denne gang. I morgen, fredag, holder vi alle fri, så han rigtig kan blive forkælet af mor, far og lillebror og lørdag er den nærmeste familie inviteret til klassisk ”boller & lagkage” - præcis som man selv husker det fra da man var barn.


Forberedelserne er i fuld gang; de sidste par dage har vi øvet ”I dag er det Victors fødselsdag” med valg af instrumenter (trommer). Den sidder nææææsten lige i skabet… Ord som ”Flag” og ”Hurra” er også blevet nye ord, så vi kan næsten ikke være mere klar til Victor’s fødselsdagsweekend.

Stort TILLYKKE med ikke-fødselsdagen i dag, min store Victor!




87 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Nyt design

bottom of page