Det siges jo, at man ikke kan gå pletfri igennem tilværelsen… Og hver gang Victor får en skramme, får jeg af vide, at “du har jo fået en dreng, så det må man forvente”.
Men helt seriøst.. Hvordan kan jeg forvente, at min søn bliver fyldt med skrammer? Hvis jeg hver morgen, når jeg står op, tænker: “Så, nu har vi dagen, hvor jeg forventer, at min søn kommer til skade – lad mig dog gøre mit til, at dagens forventninger bliver opfyldt!” -Jeg ville jo blive sindssyg! Fuld af bekymringer! Og hvordan skulle jeg nogensinde kunne aflevere mit barn i vuggestue og samtidig gennemføre en nogenlunde almindelig arbejdsdag? Hvis jeg forventede at han kom til skade, ville jeg være nødt til at holde ham hjemme og pakke hjemmet (og ham) ind i vat…
Så selvom jeg har fået en dreng, forventer jeg altså ikke, at han kommer mere til skade, end hvis jeg havde fået en pige. Jeg er stadig af den overbevisning, at på det aldersniveau Victor har nu, så er der ikke den store forskel. Måske der sker en forskel i pigers og drenges lege, når de bliver lidt ældre; men igen tror jeg ikke 100% at det kan deles så skarpt op; “drenge-piger”?
Nå, men med det sagt, så stod jeg op d. 14. september med den helt forkerte forventning. I dag var nemlig dagen, hvor jeg skulle have forventet skrammer og have pakket Victor ind i vat… Men det gjorde jeg ikke, så da jeg hentede Victor fra vuggestuen, fik jeg noget af et chok, da han så sådan ud:
Oven i købet kom en pædagog mig i møde inden jeg nåede Victor og sagde noget med, at han havde slået sig, ikke alvorligt, men det så ikke godt ud… Kan du tænke dig til, hvor mange tanker, der løber igennem mit hoved i det øjeblik?!?
Heldigvis gik en smilende og glad Victor mig i møde, så mine bekymringer forsvandt hurtigt. Men øv, hvor var det bare en kedelig, unødvendig skramme. Unødvendig, fordi han fik den, ved at kravle op i en klapvogn og stå på snuden ned…
Ja, jeg kan tænke mit.. Det undrer mig stadig, hvordan han i første omgang kan få lov til at kravle op i en vogn til “de store børn”. Det skal siges, at de er super søde og kompetente i hans vuggestue, så jeg er sikker på, at det virkelig aldrig kan ske igen…
Nu er det jo ved at være nogle dage siden og omkring en uge efter, var skrammerne helt væk igen. Vi overlevede alle Victors første, store skramme i vuggestuen, så nu er vi klar til hvad der fremover måtte komme. 7*9*13 så krydser vi fingre for, at det ikke bliver større skrammer!
(6 dage efter vuggestue-styrtet faldt han og slog sine tænder utrolig voldsomt; med blod over det hele. Rasmus måtte tage ham, fordi jeg slet ikke kunne klare at se det og måtte lægge mig ned, så jeg ikke besvimede… Heldigvis skete der ikke meget med hans (mælke!)tænder. Og to dage efter igen måtte vi på skadestuen, fordi vi ikke kunne stoppe en blødning, efter han havde skåret sin lillefinger på noget skrapt. Så det kunne blive værre… – Til en anden gang, bestiller vi gerne et “lille” vuggestue-styrt, frem for blod- og tandskader)