top of page

Verdens bedste Victor


En af årsagerne til at få børn, er at man (uden folk synes man er mærkelig) kan få lov til at blive barn igen. Og endelig, her på Victors 2 års fødselsdag, har han fået en alder, hvor jeg kan mærke, at mit lege-gen bliver vækket til live igen. Det er skønt!


Dagen begyndte halv 6, hvor jeg ammede Oliver. Da jeg var færdig, ventede jeg på de små velkendte lyde inde fra Victors værelse. De plejer at komme lidt før 6 - og ganske rigtigt, lidt i 6 kom de. Nu var vi klar: Med flag og gave kom vi syngende ind på hans værelse, mens han mest af alt lignede en der tænkte “Hold da op hvor er I mærkelige, hvad pokker er det I laver?”. Men da vi begyndte at vifte helt uhæmmet med flagene, kom hans velkendte grin og der gik ikke mange sekunder før hele Familien Cornelius tossede rundt med flag og sang.

Lidt op af formiddagen fik Victor sin lagkage. Vi har gjort det til en tradition at fødselsdagsbarnet får sin egen lagkage - og må gøre med den hvad han vil. Sidste år gik der lidt Cake Smash i den, mens Victor i år var mere behersket:

Trods det, var det alligevel på sin plads med et bad efterfølgende; og hvad er mere lækkert end en kold øl, efter et varmt bad?

(Og nej, vi er ikke (helt) uansvarlige forældre; Victor elsker at drikke af dåse og der var bare vand i…)

Med badet overstået kom vi til næste tradition; vælg din egen fødselsdagsgave i BR! Så vi tog til nærmeste BR, hvilket jo er et legeland for børn. Victor var godt underholdt og det tog da også noget tid for ham at vælge. Vi ”hjalp” ham, så det endte ud med en politistation med tilhørende biler; og naturligvis en traktor! (hvad den lige laver på politistationen skal man nok være Victor, for at vide)


Herefter stod den på frokost, hvor Victor fik lov til at åbne pakken med biler og traktoren:

Nu kunne den lille mand ikke mere, så vi tog hjem, hvor han fik dagens lur. Efter den legede vi alle 4 på gulvet med den nye politistation og sidst på eftermiddagen gik turen til Eventyrfabrikken, et legeland i Ballerup.


Victor havde en fest fra vi kom, til vi gik. Vi har aldrig været der før og selvom der er meget han ikke kan pga. hans alder, er der stadig rigtig mange ting, hvor han sagtens kan være med, enten alene eller hvor vi var med ham. Det var SÅ godt og kan bestemt anbefales, så vi sluttede af med at spise aftensmad der (hvilket dog ikke var nogen større kulinarisk oplevelse…)


Trætte efter en lang dag, blev Victor puttet som han plejer og nu drømmer han sødt i sin seng - måske om alle de dinosaurusser og elefanter vi så i legelandet; eller måske om traktoren på politistationen… I morgen begynder vi forfra, da familien kommer på besøg.


2 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page