Hele weekenden er gået med eksamenslæsning og revurdering af mit liv.
Eller sådan var det i hvert fald den begyndte i fredags. Jeg er så heldig, at jeg skal vise mit værd på fredag; så at sætte en hel weekend af kun til dét, må være på sin plads. Det vil trods alt “se pænt ud” med en god karakter. En lærer sagde engang til mig, at eksamen er en festdag, for de der har fulgt med. Ja, tak… Med alt det jeg har læst, burde jeg se frem til fredag som var det både min første, midterste og sidste runde fødselsdag! Men det er som om mine nerver ikke er enige..
Ja, og ud over forberedelsen skulle jeg også revurdere mit liv… Det lyder så fancy og mere som om jeg nærmer mig de 40, hverken har fået børn eller mand og lettere desperat ser min omgangskreds stifte den klassiske V-familie: villa, vovse, volvo og vire (4) børn. (læs v’et med tysk udtale og det giver mening).
På trods af det, er jeg 24, har 2 unger (katte), lykkelig gift og den stolte ejer af en Kia, fra 2008 der allerede nærmer sig pensionen… Men jeg synes det er vigtigt at stoppe op og tænke over sit liv.
Det må alt andet lige gøre det nemmere at “rette til”, end hvis man først begynder når man er 40. Ikke at jeg skal sidde og prale her af at være foran..
Min revurdering af mit liv endte ud i denne blog. -Som jeg først fik taget initiativ til søndag aften, efter min officielle sengetid. Men inspirationen har faktisk været der længe. Mener tanken strejfede mig for omkring et halv år siden, hvor jeg havde været til foredrag med en Martin Thorborg. I dag husker jeg ikke så meget fra det, andet end at han gentagne gange sagde at man skal springe ud i det og gøre det. Uanset hvad det er.
Så Martin; Jeg hopper nu!
Her til aften læste jeg også en blog fra en af mine veninder. Eller “bekendt” er det nok nærmere. Det er sjovt hvordan en fængende tekst, kan inspirere. Nogle kan bare det dér med at skrive. Og mon ikke jeg bliver bedre som tiden går?
Så hvis tur er det nu? Det må være min tur…
Og til Martin og Karina: Jeg hopper nu. Det er min tur. Første hop og første skridt er direkte i seng. Så tager vi den der fra i morgen…
Comments