top of page

26 den 26.

Sidste år var jeg prinsesse og havde min helt egen prinsessedag, med diadem, candelabra og 4 rettes middag. I år var temaet mere “flyvende”, hvor jeg blev 26 år den 26. september.

Selve min fødselsdag (altså d. 26/9) brugte jeg på min arbejdsplads, hvor jeg mødte kl. 9:30 og fik fri kl. 21. -Du skal ikke have ondt af mig, for jeg havde selv valgt det.

De første timer var “almindeligt” job i billetten, mens de sidste 3 var personalemøde. Selvom jeg godt kunne tænke mig at have været sammen med den nærmeste familie på dagen, synes jeg også det var hyggeligt at prøve noget andet. Kollegaerne er jo næsten ved at være familie, så meget som vi ses ;-) Og de gjorde da også deres til, at min dag blev speciel; med fødselsdagssang, krammere og det hele!

Lørdagen efter blev derfor min familie-fødselsdag. I tirsdags blev Rasmus pilot og da det kun er en lille del af min familie der har været ude at flyve med ham, tænkte jeg at alle skulle have lov til at få en tur. Samtidig var det min mulighed for at vise familien, hvad det er vi bruger så meget af vores tid på.

Vi mødtes i Roskilde Lufthavn, hvor vi på skift var ude at flyve. Det var SÅ fantastisk vejr. Jeg har været ude og flyve en del gange, men aldrig har vejret været så godt. Det var helt klart, meget få skyer og næsten ingen vind. Da vi først kom op, kunne vi uden problemer se helt til Sverige! Nogle gode minder, som jeg tager med mig fra dagen, er at min søster Liv, der ellers har lidt flyskræk, kom ud at flyve. Rasmus gav sig god tid med hende, fortalte alt om flyet både udvendigt og indvendigt. Til sidst spurgte han, om de skulle prøve at flyve en tur - og det var Liv frisk på. Så godt gået Søster! Du er sej! Tilmed sagde hun efterfølgende, at hun gerne vil ud og flyve med Rasmus igen.

Et andet rigtig godt minde, bliver min farmor på 83. Hun har været ude at flyve med Rasmus en gang tidligere, men selvfølgelig skulle hun have en tur igen. Hun er så frisk - og som Rasmus beskriver det: “1-2-3, så sad Farmor i flyvet, med sele og høretelefoner på og sagde, “Skal vi så se at komme af sted!”.

Farmor - Det kan godt være at du er 83 og at jeg synes du er lidt skrøbelig. Men gang på gang overrasker du! Og uanset om du skal bruge hele søndagen på at slappe af, efter en hel dag fuld af oplevelser, så er du den sejeste farmor i verden. Der er ikke det, du ikke kan.

Når jeg bliver 83, vil jeg ønske at jeg er præcis lige som du.

Og ja, jeg kan jo nævne alle, der var meget begejstrede for at komme ud og flyve. Min Mor, der bare nød det og havde julelys i øjnene og svigerforældrene, der var så stolte over deres nyudklækkede pilot-søn.

Efter flyvningen tog vi hjem, hvor den stod på en lækker 3 retters og hygge resten af aftenen - og emnet; ja - det var svært at tale om andet end den gode oplevelse alle havde haft i luften. 1000 tak til min dejlige familie for en rigtig god dag, hygge og dejlige gaver. Også en tak til Far, Marisen og Asger, der desværre ikke kunne komme med ud at flyve – I har lidt til gode :-)

3 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page